 |
|
Hamsun holdt sin korte takketale under middagen efter
Nobelpristildelingen i 1920. Det siges, at talen gik
lige i hjertet hos alle i forsamlingen. Marie Hamsun
blev dybt grebet - det var første og sidste gang
hun hørte sin mand tale offentligt.
" Denne skamløse og melankolske
romantik, med en blondekant af selvindsigt, var meget
karakteristisk for Hamsun ".
(Robert Ferguson, om nobelpristalen, i
bogen Knut Hamsun - The Enigma)
Andre citater, klik her:
|
|
|
|
 |
|
Citater:
Knut Hamsun Nobelpristale 1920 |
|
 |
|
Mine damer og Herrer!
Nei hvad skal jeg gjøre overfor en saa hjærtelig Elskværdighet!
De løfter mig iveiret og jeg mister Fotfæstet, Salen
farer avsted med mig. Det er ikke godt at være mig nu, jeg
er blit tyk av Ære og Rikdom i Kvæld, men den sidste
Hyldest den var en Bølge, den faar mig til at svaie.
Det kommer mig da tilgode at jeg ogsaa før i Livet - i Ungdommens
Dager - kan ha vært i det Tilfælde at jeg har svaiet.
Jeg er da fristet til at si at alle Livets Ting kommer tilgode engang.
Men jeg skal vel vogte mig for at tale Visdom til en saa utvalgt
Forsamling - isæe efter at den store Videnskap har hat Ordet.
Jeg har at takke Akademiet og Sverige paa mit Lands Vegne for Æren
som er vist mig, personlig har jeg at bøie mit Hode under
Vægten av en høi Utmærkelse. Jeg er stolt av
at Akademiet har tiltrodd min Nakke Styrke nok til at bære
den.
Jeg skriver mine bøker paa min lille Vis, men jeg har lært
av alle, ikke mindst av den siste Menneskealders svenske Lyrik.
Og hvis jeg nu var lit forfaren i Litteratur saa vilde jeg utvikle
dette noget bedre, i Tilknytning til den siste Tale. Men det vilde
jo bare bli utvortes Flinkhet og Mundprat fra min Side, uten en
eneste Brysttone. Jeg har heller ikke Ungdommen til det, jeg orker
ikke.
Hvad jeg heller vilde i denne Stund, i alt dette Lys og i denne
straalende Forsamling - det var at gaa om til hver især av
Dem med Blomster og Vers og Gaver, at være ung igjen, at ride
paa Bølgen. Det var det jeg vilde for en stor Anlednings
Skyld, for en siste Gangs Skyld. Men jeg vaager det ikke mere, jeg
kunde ikke redde Billedet fra Karikaturen. Jeg er blit tyk av Ære
og Rikdom i Stockholm idag - javel, men jeg mangler det viktigste,
det eneste, jeg mangler Ungdommen. Det er ingen av os saa gammel
at vi ikke mindes den. Det sømmer sig at vi ældede
træder tilbake, men vi gjør det med Honnør.
Uanset hvad jeg burde nu - det vet jeg ikke - uanset hvad som passer
best - det vet jeg ikke - jeg tømmer mit Glas for Sveriges
Ungdom, for al Ungdom, for alt ungt i Livet.
(Knut Hamsun 1920)
Note: Kommentarer til dette citat? Rettelser
eller forslag til tilføjelser? Klik på linket nedenfor for
at sende en e-mail.
|
