Hamsun Citater Se også: Citater Tale nobelpris 1920 Uddrag fra Bildende Kunst Sagt om Hamsun

Uddrag fra Mysterier - af Knut Hamsun

HYS! En … to … tre; hvor den slår langsomt! Fire … fem … seks… syv … otte; er den allerede otte? Ni … ti. Klokken er allerede ti! ja så må jeg op. Hvor slog den klokke henne? kafeen kunde det vel ikke være? Nå det er likegyldig, likegyldig, likegyldig. Men var det ikke et ganske pussig optrin i kafeen igåraftes? Minutten skalv, jeg kom i grevens tid. Det hadde ganske bestemt endt med at han hadde drukket sit øl med cigarasken og fyrstikkerne i. Hvad så? Tør man spørre dit næsevise råskind: hvad så? Hvorfor blander jeg mig i andres affærer? Hvorfor er jeg overhodet, kommet hit til byen? Skete det på grund av en eller annen katastrofe i universet, for eksempel på grund av Gladstones forkjølelse? Hehehe, Gud hjælpe dig, barn, hvis du sier som sandt er: at du egentlig var på veien, hjem, men at du med ett blev så levende bevæget ved synet av denne by – så liten og elendig som den er – at du var nær ved å gråte av en hemmelighetsfuld og fremmed glæde da du så alle flagene. Apropos: det var den 12te juni, det var frøken Kiellands forlovelse man flaget for. Og to dager senere traf jeg hende selv.

Hvorfor skulde jeg netop træffe hende den kvæld da jeg var i en sønderrevet tilstand og jeg ikke skjøttet om hvad jeg gjorde? Når jeg overtænker det hele så skammer jeg mig som en hund

Godaften, frøken! Jeg er en fremmed, tilgiv meg, jeg går en tur og vet ikke hvor jeg er kommet hen.

Minutten har ret, hun rødmer straks og når hun svarer rødmer hun endda mere.

ja hvor skal De hen? sier hun og måler mig med øinene. Jeg tar min lue i hånden og står barhodet og jeg finder på å svare mens jeg stadig står der med luen i hånden:

Vær så venlig å si mig hvor langt det er ind til byen, den nøiaktige længde.

Det vet jeg ikke, sier hun; ikke herfra. Men den første gård De kommer til er præstegården og derfra er det en fjerding ind til byen. Dermed vil hun uten videre gå.

Ja tusen tak, sier jeg, men ligger præstegården på den andre siden av denne skog så tillat mig å følge Dem hvis De skal derhen eller endda længer. Solen skinner ikke mere, lat mig bære Deres parasol. jeg skal ikke plage Dem, jeg skal ikke engang snakkehvis De så synes, når jeg bare kan få gå ved siden av Dem og høre på fuglenes kvitter. Nei gå ikke, ikke med engang! Hvorfor løper De Deres vei!

Men da hun allikevel løp og ikke vilde høre på mig da var det jeg sprang efter hende for at hun kunde høre min undskyldning:

Fan skal gale Deres lyse ansigt om det ikke har gjort det stærkeste indtryk på mig!

Men nu rændte hun så vildt avsted at hun var mig ute av syne om et par minutter. Den svære blonde flætte tok hun simpelthen i hånden da hun sprang. jeg har aldrig set maken.

Således gik det til. Jeg ville ikke. forulæmpe hende, jeg hadde ikke ondt i sinde; jeg kunde vædde en smule på at hun er glad i sin løitnant, det faldt mig ikke i tanker å ville trænge mig ind på hende i så henseende. Men det er godt, det er altsammen godt; hendes løitnant vil kanske utfordre mig, hehe, han vil slå sig sammen med fuldmægtigen, sorenskriverfuldmægtigen, og utfordre mig …

Gad forresten vite om den fuldmægtigen gir Minutten en ny frak? Vi kan vente en dag, vi kan kanske vente to dager, men har han ikke gjort det inden to dager så minder vi ham om det. Punktum. Nagel.

Jeg vet en fattig kone her, hun har set så skamfuld på mig som om hun vilde be om noget, men har ikke våget det entida. jeg er aldeles besat av hendes øine, endda hendes hår er hvitt, jeg har fire ganger gåt en omvei for å undgå å træffe hende. Hun er ikke gammel, det er ikke av alderdom hun er hvit; hendes øienhår er forfærdelig sorte endda, gruelig sorte, så øinene ligger og ulmer. Hun bærer næsten altid en kurv foran sig under forklædet og det er vel den hun er skamfuld over. Når hun er kommet forbi mig vender jeg mig om og ser at hun går ned på torvet og tar nogen få æg ut av kurven og disse to tre æg sælger hun så til hvemsomhelst hvorpå hun igjen går hjem medkurven på samme måte under forklædet. Hun bor i et bitte lite hus nede ved kaien; huset er på en etage og er ikke malet. jeg har engang set hende gjennem vinduet, det er ingen gardiner for, bare nogen hvite blomster har jeg set der, og hun stod langt inde i stuen og. stirret på mig da jeg, gik forbi. Gud vet hvad det er for et menneske; men hendes hænder er ganske små. En almisse kunde jeg vel gi dig, hvite pike, men jeg vilde heller gi dig en hjælp.

Jeg vet forresten godt hvorfor dine øine besætter mig så, jeg visste det allerede straks. Det er underlig at en ungdomsforelskelse kan hænge så længe i og mælde sig igjen i ny og næ. Men hendes velsignede ansigt har du nu ikke og du er meget ældre end hun. Ak ja, men så giftet hun sig allikevel med en telegrafist og flyttet til Kabelvåg! Nå, så mange hoder så mange sind; jeg kunde ikke vente hendes kjærlighet og fik den heller ikke. Det er intet å gjøre ved det… Så, der slår klokken halv elleve . . : Neimen er det ei, det er intet å gjøre ved det. Men hvis du bare visste hvor inderlig jeg har husket dig i ti tolv år og aldrig glemt dig … Hehe, ja men det er også min egen feil, det kan ikke hun hjælpe for. Mens andre folk husker i ett år og dermed basta så går jeg og husker i ti.

Jeg gir den hvite æggekone en hjælp, ja både en almisse og en hjælp, for hendes øines skyld. Her har jeg alverden at ta av, to og seksti tusen kroner for en landeiendom, og det kontant i hånden. Hoho, jeg behøver bare å kaste et blik på bordet og finde for mine øine tre telegrafiske dokumenter av den største værdi … Ai, hvilket puss og hvilken strek! Man er agronom og kapitalist, man sælger ikke uten videre ved det første bud, man sover på det og betænker sig. Det gjør man, man betænker sig. Og imidlertid er det ikke et menneske som studser skjønt man med hensigt gjør pusset så grovt og streken så tyk som vel mulig. Menneske, dit navn er æsel! Man kan æsellede dig frem efter næsen hvorhen man vil.

Det stikker for eksempel en liten flaskehals op av min vestelomme der borte. Det er medicin, det er blåsyre, jeg gjemmer den for kuriositetene skyld og hår ikke mot til å bruke den. Hvorfor bærer jeg den da og, hvorfor har jeg anskaffet den? Humbug det også, bare humbug, moderne dekadence–humbug, reklame og snobberi. Tvi … Så skjær og fin som postelin, hun er min sykdoms melesin.

Eller ta en så uskyldig ting som min redningsmedalje. Jeg har kvad man kalder ærlig fortjent den, man fusker i noget av hvert, man redder mennesker. Men Gud vet om det i virkeligheten var nogen fortjeneste av mig. Døm selv, mine herrer og damer: Der står en ung mand ved rellingen, han gråter, hans aksler ryster, når jeg taler til ham ser han på mig med et forstyrret ansigt og piler pludselig ned i salonen. Jeg følger efter, manden er allerede gåt tilkøis: Jeg undersøker passagerlisten, finder mandens navn og ser at han skal til Hamburg. Det er første kvæld. Jeg holder fra nu av stadig øie med ham, jeg overrasker ham på uventede steder og ser ham ind i ansigtet. Hvorfor gjør jeg det? Mine herrer og damer, døm selv! Jeg ser ham gråte, han pines gruelig av noget og skuer ofte med gale og henrykte miner ned i dypet. Hvad vedkommer det mig? Nei ganske visst, og derfor døm selv, gener Dem ikke! Et par dager går, vi har motvind og høi sjø. Om natten klokken to kommer han agterut, jeg ligger der allerede i skjul og iagttar ham, månen gjør hans ansigt gult. Hvad så? Han vender sig hit og dit, strækker armene op og hopper overbord, med benene foran. Et skrik er han dog ikke istand til å tilbakeholder. Angret han sin beslutning? Blev han angst i siste øieblik? Hvis ikke, hvorfor skrek han da? Mine–herrer og damer, hvad vilde De ha gjort i mit sted? Jeg overlater det fuldstændig til Dem. Kanhænde vilde De ha respekteret det ærlige, skjønt litt svigtende mot hos en ulykkelig og ligget stille i Deres skjul, jeg derimot brøler op til kapteinen på broen og går overbord jeg også, og av bare hastværk går jeg endog med hodet foran. Jeg basker som en rasende mand, jeg vasser om i alle retninger og jeg hører at oppe på skibet ropes det med tordenrøster. Så støter jeg pludselig mot: hans ene arm, den er utstrakt og stiv, med sprikende fingrer. Han stamper litt med benene. Godt, jeg tar ham i nakken, han blir tyngre og tyngre, han lægger sig på latsiden og stamper ikke mere; tilsist rykker han endog i, for å komme løs. Jeg hvirvler rundt med ham, sjøen går høit og slår vore pander sammen og det sortner for mine øine. Hvad skulde jeg gjøre? Jeg skjærer tænder og bander i vilden sky og jeg holder fyren trofast og stædig i nakken i hele den lange tid indtil båten endelig kommer. Hvad vilde De ha gjort? Jeg frelste ham som en rå og hensynsløs bjørn; og hvad så? Ja har jeg ikke allerede overlatt til Dem selv, mine herrer og damer, å dømme? De må aldeles ikke lægge fingrene imellem, hvad vedkommer det mig? Men sæt, sier jeg, at det var manden meget magtpaliggende å undgå å havne i Hamburg? Der har vi hele knuten! Han skulde kanske møte nogen som han ikke vilde møte. Men medaljen den er en medalje for fortjenstfuld dåd og jeg bærer den i min lomme, jeg kaster den aldeles ikke for svin. Også dette må De dømme, døm væk, hvad satan angår det mig? Det hele angår mig så lite at jeg ikke engang husker den ulykkelige mands navn skjønt han ganske visst lever den dag i dag. Hvorfor gjorde han det? Kanske av håpløs kjærlighet, kanske var det virkelig en kvinde med i spillet, det vet jeg ikke; men mig er det også likegyldig. Basta! … ja de kvinder, de kvinder! Der har vi nu for eksempel Kamma, lille danske Kamma. Gud bevare dig! Øm som en liten due, aldeles syk av ømhet og dertil fuld av hengivenhet, men allikevel i stand til å lokke ut av en den siste skilling, ja utsuge en til nødlidenhet, bare ved å lægge sit forslagne hode på siden og hviske: Simonsen, bitte Simonsen! Nå, Gud med dig, Kamma, du var fuld av hengivenhet, gå så pokker ivold for mig, vi er kvit.

Og nu står jeg op …

Nei man skal ta sig ivare for det slags. Min søn, vogt dig for kvindegunst, sier en stor forfatter, – eller hvad det nu er en stor forfatter sier. Karlsen var en svak mand, en idealist som gik i døden for sine store følelser, det vil si for sine tynde nerver, hvad igjen vil si for mangel på kraftig kost og utearbeide … hehe, og utearbeide. «Gid dit stål var så skarpt som dit siste nei!» Han spolerte hele sit jordiske eftermæle med et citat av en dikter. Jeg sætter at jeg hadde truffet Karlsen i betimelig tid, gjærne hans siste dag, men dog en halv time før katastrofen, og han da hadde fortalt mig at han vilde citere nogen i sin dødsstund, så hadde jeg kommet til å si som så: Se på mig, jeg har mine fem, jeg er på menneskehetens vegne interessert i at De ikke søler til Deres siste stund med et citat av en eller anden stor dikter. Vet De hvad en stor dikter er? jo en stor dikter er et menneske som ikke skammer sig, som virkelig ikke blues. Andre narrer har øieblikke da de skamrødmer for sig selv i enrum; men den store dikter ikke. Se på mig igjen vil De citere nogen så citer en geograf og utlever Dem ikke. Victor Hugo – har De sans for det komiske? Baron Lesdain talte en dag med Victor Hugo. I samtalens løp spurte den intrikate baron Lesdain: Hvem er efter Deres mening Frankrikes største dikter? – Victor Hugo gren og bet sig i læben og sa endelig: Alfred de Musset et den næststørste! Hehehe. Men De har kanske ikke sans for det komiske? Vet De hvad Victor Hugo gjorde i 1870? Han skreven proklamation til jordens beboere hvori han på det strængeste forbydde de tyske tropper å beleire og bombardere Paris. Jeg har både dattersønner og anden familje her, jeg ønsker ikke å se dem rammet av granater, sa Victor Hugo.

Nu skal du se, jeg har ingen sko endnu. Hvor blir Sara av med skoene? Klokken er snart elleve og hun har endnu ikke været her med skoene. Altså citerer vi en geograf…

Det er forresten en deilig figur på den Sara. Hofterne skjælver når hun går, det er akkurat likesom lænderne på en rigtig smældfet hoppe. Det er aldeles storartet. Gad vite om hun har været gift i sit liv? Ialfald hviner hun ikke ret meget om man dikker hende i siden og hun sætter benene nok ut til hvadsomhelst … Nei jeg har set et ægteskap i mine dager, så å si overværet, det til og med. Hm. Mine herrer og damer, det var en søndags kvæld på en jærnbanestation i Sverige, på Kungsbacka jærnbanestation. Men jeg må be Dem huske, godt på at det var en søndags kvæld. Hun hadde store, hvite hænder, han en splinterny kadetuniform og endnu intet skjæg, så, ung var han. De kjørte sammen fra Goteborg, og ung var hun også, de var rene børn begge to. jeg sat og så på dem bak min avis; de var aldeles hjælpeløse fordi jeg sat der; de så på hverandre hele tiden. Piken hadde blanke øine og kunde ikke sitte stille på sætet. Pludselig piper toget for Kungsbacka; han finder fat i hendes hånd, de forstod hverandre, og såsnart toget stanset hoppet de skyndsomt av begge to. Nu løper hun bortimot «För qvinnor», han skridter efter hende, like efter hende, – ved Gud han tar feil, han går ind på «För qvinnor» han også! Og de lukker hastig døren i efter sig. I det samme smælder kirkeklokken i å ringe oppe i byen fordi det var søndags kvæld. Under fuld klokkeringing var de derinde; tre minutter, fire minutter, femminutter går; hvor blinde av? De er der endnu og kirkeklokken ringer, Gud Fader vet om de ikke kommer forsent! Så åpner han endelig døren og kikker ut. Han var barhodet, hun står netop bak ham og sætten hans lue på og han vender sig om mot hende og smiler. Så gjør han et spring nedover trappen, hun kommer efter, endnu puslende med sin dragt, og, da de nådde toget og indtok sine plasser hadde ikke en sjæl observeret dem, nei ikke en sjæl foruten mig. Pikens øine var aldeles gyldne da hun så på mig og smilte, men hendes lille bryst hoppet høit op og ned, op og ned. Nogen minutter efter var de sovnet begge to; de døde væk der de sat, så deilig trætte var de.

Hvad synes De? Mine herrer og damer, min fortælling er tilende. jeg forbigår den fortræffelige dame der borte, hende med lorgnetten og den opstående mandfolksnip, det vil si hende med de blå strømper; jeg henvender mig til de to tre av Dem som ikke henlever Deres dager med sammenbitte tænder og med samfundsgavnlig virksomhet. Undskyld hvis jeg har såret nogen, specielt ber jeg den ærede dame med lorgneten og de blå strømper om forlatelse. Se så, nu reiser hun sig, hun reiser sig! Ved Gud, enten vil hun gå sin vei eller citere nogen. Og hvis hun vil citere nogen så vil hun vel gjendrive mig. Men hvis hun vil gjendrive mig så vil hun si som så: Hm! vil hun si, den herre har den mandfolkråeste forestilling om å leve som jeg endnu har hørt. Er det å leve? Jeg vet ikke om den herre er totalt vankundig om hvad en av verdens største tænkere har sagt om dette å leve: Å leve er krig med trolde i hjærtets og hjærnens hvælv, sier han…

Å leve er krig med trolde, ja. I hjærtets og hjærnens hvælv. Det stemmer. Mine herrer og damer, nordmanden Per Skysskaffer kjørte en dag en stor dikter. Mens de nu sat og kjørte sier den enfoldige Per Skysskaffer, han sier: Med forlov, hvad er nu egentlig det å dikte for noget efter Deres mening? – Den store dikter avstedkommer en sammenknepen mund i sit ansigt, strammer sit fuglebryst ut til det ytterste og frembringer følgende ord: Å dikte er å holde dommedag over sig selv. – Hvorpå nordmanden Per Skysskaffer følte sig rammet i hvert ledemot.

Klokken elleve. Skoene, hvor fan blir skoene av? … Nå, men med hensyn til det å reise bust mot alt og alle –