Citater: Uddrag: "Bildende kunst"

Uddrag fra kapitel 4 "Bildende kunst" Det Moderne Amerikas Aandsliv 1889:

(...) En amerikansk Kunstudstilling frembyder et meget forvirrende Skue. Der kreves ingensomhelst Censur ved Optagelsen, og man kan derfor se et Mesterstykke, en Genistreg fra et gammelt Kunstland ved Siden af den flaueste Talentløshed fra Dakotas Prærier. Hvem skulde ogsaa kreve Censuren? Juryen bestaar i de allerfleste Tilfælder af Byens Borgmester og et Antal Pengemænd, Folk som har social Anseelse, fordi de er rig og tror hardt paa Gud, men som er uden kunstnerisk Opdragelse, uden kunstnerisk Medviden, Mænd, som maaske om Morgenen før de indtager Sæde faar et lidet æstetisk Vink af deres Kone eller Datter, som selv sysler med Maling. Den amerikanske Kunst er fortrinsvis repræsenteret i Madbilleder: der er Æbler og Druer og Pærer og Fiske og alle Slags Bær og nøgne Haner og raa Okselaar over alle Vægge. Der er store Lærreder iblandt, i Rammer til svære Summer; der kan være Rammer, hvor Forsiringerne er af Guldfiligran. Disse Billeder gaar ikke til Gallerierne eller til Kunstanstalterne, de købes af Rigmænd til Spisesalsdekorationer. Fordi det nu altsaa ikke er nogen Hemmelighed hvad disse Billeder skal bruges til, aabner der sig pludselig en hel Industri, en ren Fabriksdrift med Haner og Okselaar. Billederne blir malte i den bestemte Hensigt at udgøre et møbel i Spisestuen, de faar det dekorative Udstyr, hvorefter de kan tage sig ud paa en Væg, faar luende Farver og skarpe Figuromrids. Selv et Okselaar gives en dekorativ Karakter, og det faar gærne en smuk Roset eller Sløjfe bunden om Benstumpen. En død Fugl paa et Bræt har Vingerne dekorativt spilet, hver Fjær er malet med underfulde Farver, disse døde Vinger flyr henad Brættet, saa det er en Lyst. Er nu disse Billeder saa nogenlunde bra malte, har de et mer eller mindre bekendt Yankeenavn i Hjørnet og er der en Ramme om dem, som der ikke er Plet eller Rynke ved, saa faar de jo meget snart sin Køber - en Rigmand hænger Rarieteterne op i sin Spisesal.

Saa liden er den kunstneriske Blu hos en saadan amerikansk Kunstjury, at den uden videre antager ogsaa Børns Arbejder, fordi det er Børns Arbejder, og giver dem en Plads hvorsomhelst, gærne paa et iøjnefaldende Sted. Der hænges en Seddel paa disse Barnestreger, hvorpaa der staar skrevet, at Kunstneren er tolv Aar og forældreløs. Paa en Sortkridtstegning, som forestiller to Høns, gør Sedlen opmærksom paa, at Kunstneren er femten Aar, døvstum og halt. Hvad har Æstetiken med Barmhjærtighed at gøre? Som Kunstner vilde ikke jeg betænkt mig paa at sparke Krøblingens Høns ned fra Væggen. Denne Tegning gør frækt Nar af Beskueren, og den tilsøler Billederne i sit Naboskab. Har man først kastet Øjnene paa dette umulige Billede, saa kan man slet ikke glemme det mer, det har gjort Indtryk netop ved sin desperate Flauhed, det har revolutioneret sig ind i Ens Erindring, og der staar det; man kan ikke blive det kvit. Har man engang i Livet set et Par saadanne Høns, saa staar de den Dag idag for Ens øjne; de stiger op netop naar man mindst venter dem, dumper ned paa Papiret, naar man skal skrive, sætter sig paa Lampeskærmen, klæber sig fast paa Dato-kalenderen paa Væggen, stritter sørgeligen ud i Verden med Lægge saa tynde, at det skærer en i Hjærtet at se paa dem. (...)

(Knut Hamsun)

Tilbage til Citatsamling